fredag den 26. marts 2021

Mor - et snusfornuftigt, kærligt anker af ro

Da jeg gik på Forfatterskolen sagde min underviser, at hun syntes mine voksne kvindefigurer var lidt gennemsigtige (læs kedelige) i forhold til mine voksne mandefigurer. Og selvom det empiriske grundlag ikke var voldsomt må jeg mene at også her havde Kari ret.

Måske pga. mit køn var det nemmere at skrive sig op imod en mand og en far med alle hans mangler og fejl og forfængeligheder end det ville være at gøre det samme med en kvinde eller en mor.

Og det er da underligt. Ikke? Men jeg må også sige at det er en brøde jeg deler med stort set resten af børnelitteraturen siden ca. 1960.



Og lad mig bare komme med en disclaimer her: Jeg kommer til at male med brede pensler her – der findes utallige nuancer og undtagelser – men billedet tror jeg søreme nok holder med træskolængder og godt med moms.

Før 1960’erne var forældrene og især fædrene gode autoriteter – bare tænk på Jans far der oven i hatten var politimand. Så når Mogens Helmer siger noget kunne læseren godt begynde at tage notater.


Men siden er faderrollen blevet en figur der enten er fraværende, psykopatisk, kolerisk eller i det mindste et latterligt, forfængeligt, brovtende ekstra barn. Han kan sagtens være sympatisk – men latterlig det er han. Bare tænk på Emils far eller fædrene hos Ole Lund Kirkegård, Bjarne Reuter. Eller hvad med faderen hos Gurli Gris eller Kasper og Sofie?
Flink, ja da, men også med et latterligt selvbillede. Og jeg brokker mig ikke. Jeg har med garanti også en rem af Far Gris’ hud.

 

Men hvad med mødrene?

Jo, hvor faderen er kolerisk og latterlig, forfængelig og pralende er moderen et anker. En klippe af kærlig snusfornuftig ro. Emils mor, Alma, er rar og kærlig og kan både se sin mand og sin søn. 

Mødrene er dem der holder sammen på det hele med overbærende ro. Og det er måske nok et skidestærkt signal; men det er dæleme ikke den slags figurer der er sindssygt spændende. Og det er da ærgerligt at man i børnelitteraturen ikke finder mødre der er irriterende, forfængelige, dumme, usympatiske, sjuskede og som tager fejl.


I gamle dage – i folkeeventyret – var det anderledes. Der fandtes der spændende mødre-figurer til. De var forfængelige og onde og var ikke bleg for at slå deres (sted)døtre ihjel hvis de frygtede for deres plads i hierarkiet.

Jeg kan faktisk kun komme i tanke om to mødre i børnelitteraturen der skiller sig markant ud. Og de er begge skrevet af Kim Fupz Aakeson.

Vitellos mor er fyldt med smøger, rødvin og one-liners. Hun finder sig ikke i ret meget fra sin søn og lader ham ellers være i fred. Hun siger gerne at Vitellos far er en sjuft og er tæt på at være et helt menneske med alle dårligdommene uden på tøjet. Så selv om hun er med i en skreven sitcom for børn er hun en flerefascetteret mor. Og det er vidunderligt.

 

Men den mest ikoniske mor-figur i nyere dansk børnelitteratur er Mor i Aakesons vidunderlige ”Mor”. Vi læser den dagligt herhjemme og selv om den femårige ikke fatter en bjælde af de dybereliggende psykologiske issues er hun til fals for en god omgang slapstick; så der grines voldsomt.

Kort fortalt: Drengens mor fylder meget. Både i lyd og personlighed men i høj grad kropsligt. Moderen er fed. Og det værste er: der er ikke et gram skam over det hos hende. Hun råber, tager gerne 10 stykker kage til forældremøder og kan lugte en pølsevogn på 100 meters afstand. Og drengen er fyldt med skam over sin larmende og tykke mor der tillader sig ikke at være flov over det. Derfor går han hen til nabo-damen der er en helt perfekt og laber mor. Tynd, høflig, plisseret og stille. Drengen spørger om hun vil have ham – og det vil. Hun gerne for drengen er ligesom  hun selv artig og dygtig – det eneste modkrav er at han skal kalde hende for mor. Og tænk dig – det kan han ikke. Det er fysisk umuligt for ham selvom han prøver med et ”Tak for mad, Musling” Mødding, Makrel (Det er her slapsticket og Trilles grineflip kommer ind). Det er jo Kim  Fupz Aakesonsk sentimentalitet når det er allerbedst. Og det er vidunderligt at læse at også mødre kan være andet end et anker af snusfornuft. 

Må der komme flere fejlbehæftede mødre.



mandag den 8. marts 2021

Louis Jensen

Gyldendal
Louis Jensen er ubetinget den forfatter der er skyld i at jeg for alvor kastede min  kærlighed til børnelitteraturen. I slutningen af 1990'erne var jeg i et dødvande på universitetet. Jeg kedede mig og passede ikke ind og trængte til noget der kunne bringe min  litteraturglæde tilbage.


Og der stødte jeg tilfældigvis på Louis Jensens små firkantede historier. Og det viste mig en helt ny verden. Jeg var - og er - meget begejstret for 60'ernes modernistiske og konkrete digte. Jørgen Leth, Per Højholt, Hans Jørgen Nielsen, Vagn Steen. Sådan nogen.

Og der ramte Louis Jensens stramme grafiske historier der på ualmindeligt få tegn blev fyldt ud med poesi, meta, eventyr, vitser, fjol, filosofi, kærlighed, næser, nys, skarpt og viltert sprog og selvkommentarer. Vidunderligt. Og det hele kongenialt illustreret af Lillian Brøgger.

Det var jo for katten i hatten helt vildt. Og jeg mente og mener stadig at hele projektet er noget af det mest radikale der har været i dansk litteratur overhovedet. 



Nu er han død. Efter signende på en cykeltur sammen med sine venner hvor de ville fejre forårets komme med kaffe og kransekage. Og det er jo helt louisjensensk.

tirsdag den 2. marts 2021


I Halfdans fodspor

At skrive en rimet ABC er ikke det nemmeste i verden; det findes der lidt for mange eksempler på. Jeg vil her tage fire eksempler, der alle er udkommet efter 2000 og er af stærkt forskellig kvalitet. En af dem er dog rigtig god (og det er den sidste jeg præsenterer - essensen af suspense!). 
Men fælles for de fleste af dem, jeg har pløjet igennem i min tid som remse-entusiast er at de enkelte opslag ofte bliver så lange, at det føles som tomgang. At allitterationer hurtigt kan blive for meget. Og at et stramt metrisk rim som regel fungerer bedre end en remse, hvor man skal hakke en hæl og klippe en tå på versefødderne (jeg undskylder revy-ordspillet).  

Da-dam da-dam da-dam da-dam
Den ellers gode, dygtige og prisbelønnede Katrine Marie Guldager (1966), der udover en stærk voksenbibliografi med tiden også har skabt en god håndfuld børnebøger udgav i 2004 ’Petrine Petruskas ABC’. Den er i modsætning til andre rimede ABC’er skrevet som en samlet fortælling om Petrine, der skal lære bogstaverne i sin klasse.
Hvert bogstav har altså ikke et eget opslag – men de gennemgås alligevel i slavisk alfabetisk rækkefølge.

Bogen består af firelinjede strofer med fireslags trokæer og AA/BB-rim, der sjosker næsten konsekvent derudaf. Bogstaverne bliver antropomorfiseret: R er sær, H er gammel og C er stolt. Jeg er mere i tvivl om hvorfor bogstaverne har netop de egenskaber de har.
Det er historien og det sprogpædagogiske, der er i højsædet i denne ABC. Både rim og rytme er i hvert fald i den tunge og uelegante afdeling, hvor man ofte støder på arkaiske nødrim og omvendte ordstillinger.

Anneli og jeg vi står
Venter skolebussen når
Solen titter frem fra sky
Dagen den er ved at gry

Takkede og gakkede kakerlakkerrakkerpak
Så er Dan Schlossers ’Den store a-b-zoo’ mere vellykket. Dan Schlosser (1956) er skuespiller, men han er også et ordmenneske og speaker (bl.a. for Jeopardy!). Han har lavet gendigtninger af ’Den store Bastian’ (Den store Bastiansen) og ’Lille sorte Sambo’ (Historien om lille blege Johnny) og i 2001 kom ’Den store a-b-zoo’.

Bogen består af 29 små fortællende digte om alverdens dyr, således at A er om en Alligator, B om en bæver, Q om en quokka og så videre. Det hele er farverigt illustreret af Cato Thau-Jensen.
Fortællingerne er skægt nonsens, hvor dyrene får menneskelige egenskaber. Bogen afsluttes med korte leksikonopslag om det rigtige dyr.

Rytmen og remserne er endog meget frie i ’Den store a-b-zoo’ - også indenfor hvert enkelt lille digt. Og det gør at musikken i digtene hakker og bumler lidt vel rigeligt for min smag. Til gengæld deler Schlosser og jeg den ordlegende onkel-humor, der kommer som et lille lunt slag med halen. Jeg håber jeg er tilgivet men jeg  synes det er skægt at hvepsen Bo flyver med bier – når det stikker ham. Og at bævere er bange for at få tæsk så ’ingen bæver turde protestere / men rystede af skræk for at få flere! / Og det at få en flad har aldrig gavnet / så de går rundt og bæver – deraf navnet.’ (Undskyld, igen)

Men Schlossers absolutte styrke er i det ofte elegante og overraskende rim og især i de skægge, tungevridende dejlige sammensatte ord gerne med assonans, indrim og hele molevitten: Alligatorelevatortur, Kakerlakkefrakken fx. I det sidste eksempelskaber skaber de mange a’er og dobbelt-k’erne både et flot ord og fjerner betydningen for ordet totalt.
Jeg holder meget af disse ordlege – en disciplin som Halfdan Rasmussen er en mester i – læs fx ’Mekanik kan ikke nikke’.

Når bogstavrimet tager overhånd
I ’Sigurds ABC’ fra 2011, der er skrevet af pianisten og børnetv-værten Sigurd Barrett (1967) er der også små rimede fortællinger med et opslag i hvert bogstav.
Her er fortællingerne nonsens grænsende til det fjollede og motoren er bogstavrim-galore.
Hvis versefødderne hos Schlosser var løse, har de hos Barrett i endnu højere grad et frit forhold til strukturens stramme tøjler. 
Ligesom rimene heller ikke er lige så skarpe og originale - men målgruppen for Barretts bog virker også en sjat yngre end hos Schlossers.
  
’Sigurds ABC’ er et fint eksempel på hvor hvor djævelsk en herre, bogstavrim kan være når det er dem, der er den altdrivende motor. Især når digtet ovenkøbet bliver way for langt og løst.

Inge Ibsen i Island inviterede Irma
Indenfor i Inges Ispindefirma
’Isen skal indeholde ingefær, Inge!’
Sagde Irma og fik øje på en isfuglevinge.
Isfuglen Ib kom nemlig lige forbi,
Og Ib syntes ikke, der sku’ ingefær i.
’Idiotisk ide med ingefær i isen!’
Indskød Ib, for det havde han læst i avisen.

Inge indkøbte ingefær og isvanilje,
Nok til en hel indianerfamilie
Isen blev solgt på det nærmeste ishjørne
Til indlandsisens interesserede isbjørne.
Isen blev i øvrigt den bedste i Island,
Og isfuglen Ib fik job som ismand.
Isbjørnen syntes, det var irriterende med gafler
Og indtog isen i italienske vafler:

’At indtage is er skam ikke en skam!’
Og så gav de hinanden et isenkram.

Ok, jeg synes isenkrammet er sødt. Men digtet er simpelthen for langt og for sjakset. Rytmen og versefødder er for løse og de billeder og drejninger i historien som i-motoren giver er for fjollede og for overgearede.   

A i alt
I 2011 kom det bedste bud på en ABC, som jeg har læst siden Halfan Rasmussens. Det er sangene fra børnetv-programmet ’Skæg med bogstaver’. Teksterne er skrevet af bl.a. Mikkel Lomborg (1971), der også er den langskæggede og altid oprigtigt begejstrede Hr. Skæg.
Jeg kan kun anbefale hans optrædenter. Det er overskud og øjenhøjde og venlighed i sin reneste form. Han er en good guy!
Tv-programmet er skide godt. Sangene er endnu bedre. Og teksterne tæt på eminente.

Det er styrken og svagheden ved digtene, at det er tydeligt at de er sangtekster. Kan man huske sangene er det svært bare at læse dem uden at nynne mere eller mindre ubehjælpsomt med. Og den tydelige sangform der fx kan se sådan ud: vers-omkvæd-vers-omkvæd-C-stykke-omkvæd gør det også vanskeligt at læse, hvis man ikke liiiiige har sangene i sit blod. Det er ligesom om, der mangler noget, ikke.
Derudover er formen som regel og naturligt nok også længere og knap så hård og stram, som hvis det havde været digte Halfdan-style.

Til gengæld er rytmen og versefødderne som regel sikkert placeret perfekt midt i skabet. Og i modsætning til Schlosser og Barret så er der også en overraskende forskellighed i emnerne for rimene. Det er ikke altid nonsens på high speed. Og hvor er det skønt, Og det er kommer altså for en som mig, der pjattet med fjant.
Nogle er digtene er ren nonsens, som fortællingen om de 30.000 toilet-tyvagtige tissemyrer, andre er almindelige historier fx om den snu pige, der plager sin mor om slik angiveligt fordi hendes kat er åh så sulten, der er vidunderligt poetiske tekster som fx den om barnet der bare glæder sig til jul og til at tage sine hengemte nisser frem og der er rene sprogpædagogiske digte som fx d om D. 
Alle er fortalt med overskud, elegance, sødme og formbevidsthed.

Jeg er helt ubetinget åndssvagt vild med at feen i F-digtet frysende gør F’et helt konkret lydligt ’Hvorfor-for-for / er du offer-fer-fer / For for for for for for/ denne kulde?’
Og jeg overgiver mig når bogstavrimene bliver brugt med måde og indenfor en kontekst til at skabe den herligste chili con carne med croutoner der kan flyde i cornflakesfyldt cola. Min søn elsker det - digtet altså ikke chimpansens chili con carne-opskrift.

Og sikkert derfor mener jeg at Hr. Skægs ABC er det bedste bud på en den anden ABC man skal købe lige efter Halfdans..

onsdag den 24. februar 2021

Selvværdstapiren

Jakob Martin Strid er helt underligt blevet Danmarks mest kontroversielle børnebogsforfatter. Racist, misogyn og tykfob lyder skudsmålet fra læsere der for det meste ikke er sure – men skuffede. Virkeligt skuffede over at den tidligere autonome røde lejesvend kunne finde på at skrive noget der ikke rammer lige i bullseye på den woke dartskive.

Men helt inde i den dybeste del af min sjæl kan jeg ikke se at Jakob Martin Strid har skrevet noget racistisk. Han har heller ikke skrevet noget misogynt. Og han har slet ikke skrevet noget tykfobisk. Han er til gengæld blevet læst med de mest ufleksible skyklapper på.

”Populær forfatter har udgivet tykfobisk børnebog,” skrev Jyllands-Postens anmelder. Og så gik det ellers amok i børnelitteraturens verden, med folk der ikke kunne forstå hvordan Strid kunne finde på det.

 

Det er sindssygt svært at læse ”I form med Tapiren!” uden at diskutere med de anklagende stemmer. Men her kommer et recap.

Tapiren er sammen med sine venner til fødselsdag. Han har en sød tand og spiser temmelig meget kage og bliver oppustet og formelig. Og da han så gemmer sig i en kasse, da de skal lege gemmeleg bliver han formet som en perfekt kube. Det er jo ikke godt, så vennerne gør hvad de kan for at få ham tilbage i sin egen form og han bliver lavet om til forskellige geometriske former til stor frustration for tapiren. Alle venner undtagen krokodillen der i den grad er en nar, der håner tapiren på den mest nedladende måde. Men alting ender dejligt og den udmattede tapir redder sin rædsomme dag med en masse lækker mad.


Stilen er Jan Lööf med tusind referencer til Jørgen Clevin, Miyazaki, Franquin og mange mange flere. Det er lille smule skolemester på en virkelig underholdende og fjollet måde. Tapiren er sur og tvær og skæg. Og bogen er herligt syret, farceagtig og kærligt belærende – hey, du må ikke drille!

Jeg kan på ingen måde se at det er tykfobisk eller bodyshamende. Tapiren pumpet op med enormt selvværd og den er ikke bange for at bruge det til at sige fra når Krokodillen ta

ger billeder af det eller grabser den i numsen. Og dens venner vil smide hvad de har i hænderne for at hjælpe den – undtaget krokodillen der som sagt er usympatisk.

 


Krokodillen er gennem hele historien en åbenlys idiot og dårlig ven. Og selv min yngste datter belærte mig ”Det der må man ikke sige” og ”Hvad betyder uempatisk?”. Så hele bogen siger jo fra overfor den bodyshamende dårlige ven og hylder Tapiren der bare gerne vil være sig selv. Den skammer sig ikke en fløjtende fis over at være glad for mad. På ingen måde.

 Tapirens drømme er jo ikke at ligge på stranden med en Cristiano Ronaldo-sixpack som man kan skære sig på. Tapiren ønsker sig ikke et kropsideal der er skabt på Instagram. Den ønsker at være sig selv. Og er det ikke det vi gerne vil lære vores børn?

mandag den 13. august 2018

Early literacy


Når man som jeg har en inderlig drøm om sådan for alvor at arbejde med formidlingen af børnelitteratur – og allerhelst på et bibliotek, har man ikke kunnet undgå at støde på begrebet ’Early literacy’ i jobannoncer og teoretiske artikler.

Derfor har jeg stillet mig selv et par spørgsmål: Først og fremmest: Hvad menes der med det? Og hvordan udmønter man et temmelig langhåret akademisk begreb sådan helt konkret på biblioteker, i daginstitutioner og hjemme. Det vil jeg skrive en smule om.

Jeg har læst Maria Kolind Knudsens ’Grib skriften!’ (2018) Tidsskriftet Viden om literacy (2015) og idekataloget ’Den blå elefant skal ud og køre’ (2018) som baggrund og inspiration. Mit indlæg skal ses som en oversigt malet med brede pensler.

Hvad betyder det?
Early literacy kan vel bedst oversættes som tidlig sprog/læsnings-forståelse og bygger på forskellige undersøgelser, der bl.a. slår fast at ’der er en direkte sammenhæng mellem det ordforråd, barnet tilegner sig, inden det er fyldt tre år og den senere skriftsprogstilegnelse’ (Klara Korsgaard). 



Da jeg læste dette slog det mig, at selvom det jo ikke er ulogisk, så var det en øjenåbner og noget jeg også kunne genkende i min egen lille hverdag.


Derfor er early literacy ikke bare et buzzword – men en tænkning og et krav, som vil blive mere markant fremover både på biblioteker, i daginstitutioner, i medier og derhjemme. For man har både som formidler, som forældre og som samfund en voldsom interesse i at børnene bliver bedre rustet til læsning og til læring.

Sproglig styrke – styrke i læring
I sin artikel 
"Det er, hvad forældrene gør, og ikke hvem de er, der har betydning!" gør Klara Korsgaard det klart at børnenes sproglige kundskaber og ordforråd når de begynder i skole har en enorm betydning for, hvor godt de er i stand til at læse og hvor godt de klarer sig fremadrettet i uddannelsessystemet. Igen: det er jo hverken raketvidenskab eller ulogisk; børn der har et større ordforråd har sandsynligvis derigennem også fået en større viden om emner, om ord og har et bedre læringsfundament. Der er lavet undersøgelser af et barn der begynder i folkeskolen har et ordforråd mellem 5 og 15.000 ord

Og selvom der også er noget genetik og nogle medfødte hjernefunktioner i spil her citerer Kaarsgaard en undersøgelse der slår fast at ’What parents do is more imprtant than who thet are’. Vi skal altså engagere os i vores børns sprog og læring. Vi skal rime, synge, tale med, lege med bogstaver, besøge biblioteker for på den måde at udvikle og styrke børnenes sociale og kognitive kompetencer. Derfor er early literacy et vigtigt begreb nu - og også de næste år.

Før skrift blev mer' end blot tegn
Børn møder skrift og sprog, tegn alle vegne. Og de er i stand til dels at vide at dette er tegn og i mange tilfælde også at forstå dem fuldt ud: Et gult M betyder burgere, en rød smiley med nedadvende mundvige betyder forbudt, en rød og hvid play-knap betyder YouTube, en mariehøne på Skt. Georggårdens børnehaves Troldestue betyder Jakob.

Når de bliver lidt ældre forstår de også at bogstaver kan oversættes til ord, der kan transformeres til en historie om en Lille gul pige eller til biografbilletter og så videre og så videre.
Og børn bruger skriften og sproget også bevidst og kompetent, selv ved kruseduller der imiterer bogstaver.

Det kan og må og skal man da udnytte!

Den viden er jo naturligt, at den bliver brugt til en formidlingsmæssig og pædagogisk praksis. Altså at få sprog og bogstaver tættere på børnenes hverdag – og frem for alt en bevidsthed om hvordan man formidler det. Den hellige grav er altså ikke velforvaret ved at sætte en alfabetplakat op og så vente indtil ungen er syv.

Idekataloget er stort - og vokser!

Det er fundamentalt vigtigt som formidler at være sprogbevidst. At lege med sproget enten ved at rime, at lave dårlige vittigheder at tale med barnet, at læse med barnet.
Men også at få sproget og historierne ind i børnenes lege. Ved fx at finde en Kaj-dukke, en Mimbo Jimbo-figur og så ellers gennemspille konflikter og historier fra deres univers – men også improvisere.

Jeg har hørt om biblioteker der stiller gamle, slidte og udsmindningsparate bøger ind i dukkekroge så bøgerne kan få sig en køretur.

Man kan klippe yndlingsrim eller scener fra historier ud og hænge dem op hemmelige steder eller på puslepladsen, så man kan tale om de tre bukke bruse mens man får skiftet ble. Man kan lave læsehjørner, læringssøjler. Man kan lave restauranter, fortællekufferter, biografbilletter. Man kan bruge piktogrammer og ikoner for at fortælle, hvor Trilles tøj er og hvordan hun vasker sine hænder. Og hun forstår det. (Privat note: det er langt fra sikkert hun vil følge det - men det er en anden sag)

Mulighederne er stort set uendelige – man skal bare have en bevidsthed om sit helt konkrete målgruppe og også de fysiske rammer. Og så skal man gerne ændre og forandre og give ting et nyt udtryk.

Forbehold?
Det er forståeligt at man som formidler og som samfund har et øget fokus på early literacy. Især jvf sammenhængen mellem de små børns sprog og deres senere læsefærdighed. Og man skal heller ikke læse ret mange artikler før man finder ud af, at det er investeringskroner, der er givet godt ud – altså at man får børnenes literacy ind så tidligt som muligt.

Og det får flere stemmer inde i mit hoved til at skændes.
Der er hippie-Jakob der er bekymret, for der skal endnu en statsstyret betænkning og endnu en embedsmandsigangsat handlingsplan presses ned over børnenes frie leg

Tiger-Mor-Jakob tænker til gengæld at der aldrig har været nogen der har lidt under at der er forventninger til dem – tværtimod.

Den DJØF-skeptiske Jakob tænker, at det er trist at et barns leg og en barns tilgang til sprog skal sættes ind i en graf, hvor man udelukkende er opmærksom på hvor den vækste. At læsning og sproglig leg altså åbenbart ikke har en værdi i sig selv.

Den litterære Jakob er nervøs for at den øgede fokus på early literacy vil få kommercielle spillere til at helhedstænke værkerne. Så bogen og historien ikke har en værdi i sig selv – men kun i kraft at den er early literacy-godkendt. Så vi på den måde oversvømmes af amerikansk undervisningsforklædt skrammel a la Dora Udforskeren, hvor de kunstneriske lag ikke er til stede men hvor børnene muligvis lærer at en rose er rød.

Så er der den pragmatiske Jakob der har stor tiltro til at mange formidlere pædagoger, bibliotekarer faktisk er dygtige og engagerede og har tonsvis af gode ideer til hvordan man kan få sproget og sprogforståelsen naturligt og legende ind hos de søde børn.
Og mon ikke den sidste er den der har de bedste argumenter? Det er i hvert fald ham der vil arbejde for at formidle børnebøger - også med early literacy i baghovedet.






torsdag den 22. juni 2017

Hygge og frihed på en byggetomt

Kulturministeriets børnebogspris blev i 1962 givet til en af de helt store mastodonter i 1960’ernes, 1970’ernes og 1980’ernes børnelitteratur; nemlig Thøger Birkeland. Det er ikke uden grund at Sønsthagen og Weinreich kalder perioden fra 1960 til 1980’erne for Birkeland-perioden.

Thøger Birkeland (1922-2011) var lærer fra Kalundborg. Men på grund af sygdom kom han på en sanotorium. Det der holdt den nyuddannede lærers humør oppe var stedets bibliotek og en gammel skrivemaskine.

Birkeland debuterede i 1958 med "Drengen fra Stenborgen" og siden er det blevet til på den imponerende side af 100-bøger.

Birkelands stil er hverdagsrealisme med et strejf af hygge og humor. Men i 1970'erne kom der også serier med et mere socialrealistisk præg om forrådte børn, som Birkeland kaldte dem – fx bøgerne om Lasse Pedersen. Dette afholdte dog ikke tidens børnelitteratur-revsere fra at kritisere Birkeland for ikke at være socialistisk nok. Suk.

Birkeland skrev mange populære serier – Lars Erik-bøgerne, Safty-bøgerne og ikke mindst bøgerne om Mads Krumborgs familie, der helt sikkert er årsagen til at Birkeland den dag i dag stadig læses i et vist omfang.
Og bøgerne om Krummerne var også årsagen til at jeg selv gennempløjede en betragtelig del af Birkelands forfatterskab, da jeg var i målgruppen; så jeg kunne snildt huske vinderbogen. (Jeg er dog langt fra sikker på at mine børn kommer til at læse den)

Når hanen galer
Da Poul E. Knudsen vandt Gyldendals store børnebogspris i 1960 fik Birkelands første bog om Lars Erik honorable mentions. Og her 55 år efter er det temmelig svært at se hvorfor det skulle være den kulørte læder og sandal-roman der vandt og ikke en mere rentonet og fint skrevet børnebog som "Når hanen galer" er.

Kort fortalt: Lars Erik og hans storebror Henrik opdager et byggetomt ved siden af en tømmerhandel. Tomten er vilter og fyldt med meterlangt græs, ukrudt, slagger, udsmidt byggemateriale. Alt i alt en ubeboet ø midt i byen og en oase for eventyrlystne drenge. Og hvem vil ikke gerne være det?

De eneste reelle farer på tomten er den halvdøve opsynsmand - og så et hønsehus, der styres benhårdt af en ondsindet og sindssyg hane med et uhyggeligt skrig og en herostratisk aggressivitet.

Så selvfølgelig beslutter de to brødre sig for at lave en tophemmelig hule med en tilhørende loge med indvielsesritualer. Der er farer med andre drenge, der er venskaber med en nørd, der er sammenhold, herbarier, drama på hverdagsniveau og en konstant kamp for ikke at blive opdaget.

Det er fint. Moderat underholdende. Og i modsætning til andre af de tidligere vindere - Ditlevsen undtaget - tager bøgerne udgangspunkt i et samtidigt børneliv uden alt for meget indblanding fra en træls voksenverden. Og hey, det skal der kippes for.

1961-67 udkom der fem bøger i serien om Lars-Erik.


Og så af sted til 1967
Hos Birkeland og især i Lars Erik-bøgerne  er tonen hyggelig, hverdagsrealistisk og det var en tiltrængt fornyelse for den hverdagsrealistisk seriebog. Der bliver blødt lidt op for generations- og kønsdiskussionerne. Ligesom også sproget er bedre end datidens ganske stive Jan- og Puk-stil.


Der er ganske få voksne med i bogen. Og Henrik og Lars Erik har en udpræget frihedstrang og lyst til uprøvet land og finde deres egne Robinson Crusoe-øer. 

Bogens frihedstrang er dog ikke på samme måde voksenskeptisk og anarkistisk som den man finder hos de fem store fra 1967 – men mere med et strejf af spejdernes grundtanke med frihed i naturen og et selvstændigt liv.

Jeg kan sagtens forstå hvorfor Birkeland blev voldlæst – der vil altid være brug for hverdagsrealistiske bøger med et strejf af humor hvor børnene kan spejle sig i problemer og lære hvordan man bliver et ordentligt menneske – også uden en ondsindet hane.


mandag den 19. juni 2017

Hyggelig fnisen med fin streg

Det blev kun for anden gang en billedbog der fik Kulturministeriets børnebogspris. Og endda en fin og skæg en af slagsen.

Arne Ungermann: (1902-81) var forfatter men først og fremmest illustrator og plakatkunstner. Og han står for mig som en af de ypperste illustratorer i Danmarks historie.

Han tegnede og skrev med en satirisk splint i øjet – bl.a. tegneserien om Hanne Hansen men også i Blæksprutten og i Svikmøllen. Og jeg ser hans små fine og hyggelige vignetter hver uge når jeg sammen med den ældste ser Matador igen igen igen.

På børnebogsscenen huskes han især for illustrationerne til Palle alene i verden og hans illustrationer og samling af den klassiske Okker gokker gummiklokker og Abel Spendabel.

I 1960 kom så Da solen blev forkølet

Kort fortalt: Kongen har fødselsdag – desværre er Solen blevet forkølet og må holde sengen. Tre små uprøvede sole overtager jobbet. 

Det går ikke så godt, for alle farver bliver blandet. Træet er blåt, vandet grønt og kaffe gul. Og det medfører en kaotisk dag i den lille by. Trafikuheld, skolelærere der må revidere deres undervisning og en trist konge. 

Heldigvis kommer Månen og gør det hele godt igen og dagen efter er Solen rask og livet normalt.

Det er skæg, ballade og en forestilling hvor man tager de vante rammer og ændrer dem til noget helt skørt. Det er lige målgruppen.
Den er fortalt med prosa men hvert opslag slutter af med et lille skægt og formfuldendt rim.


Er det min pæne vagtparade?
Det ligner jo en farvelade…
Som Kongen siger.



Illustrationerne er tynde og fine og skægge. De tre små sole ser herligt frække ud. 

Og der er vitser til både børn og voksne.
Jeg synes fx det er enormt sjovt at Solen har feber på flere millioner grader. Ligesom Gustav Wied-referencen med at måner har den farve som måner skal have fik mig til at fnise.