torsdag den 22. juni 2017

Hygge og frihed på en byggetomt

Kulturministeriets børnebogspris blev i 1962 givet til en af de helt store mastodonter i 1960’ernes, 1970’ernes og 1980’ernes børnelitteratur; nemlig Thøger Birkeland. Det er ikke uden grund at Sønsthagen og Weinreich kalder perioden fra 1960 til 1980’erne for Birkeland-perioden.

Thøger Birkeland (1922-2011) var lærer fra Kalundborg. Men på grund af sygdom kom han på en sanotorium. Det der holdt den nyuddannede lærers humør oppe var stedets bibliotek og en gammel skrivemaskine.

Birkeland debuterede i 1958 med "Drengen fra Stenborgen" og siden er det blevet til på den imponerende side af 100-bøger.

Birkelands stil er hverdagsrealisme med et strejf af hygge og humor. Men i 1970'erne kom der også serier med et mere socialrealistisk præg om forrådte børn, som Birkeland kaldte dem – fx bøgerne om Lasse Pedersen. Dette afholdte dog ikke tidens børnelitteratur-revsere fra at kritisere Birkeland for ikke at være socialistisk nok. Suk.

Birkeland skrev mange populære serier – Lars Erik-bøgerne, Safty-bøgerne og ikke mindst bøgerne om Mads Krumborgs familie, der helt sikkert er årsagen til at Birkeland den dag i dag stadig læses i et vist omfang.
Og bøgerne om Krummerne var også årsagen til at jeg selv gennempløjede en betragtelig del af Birkelands forfatterskab, da jeg var i målgruppen; så jeg kunne snildt huske vinderbogen. (Jeg er dog langt fra sikker på at mine børn kommer til at læse den)

Når hanen galer
Da Poul E. Knudsen vandt Gyldendals store børnebogspris i 1960 fik Birkelands første bog om Lars Erik honorable mentions. Og her 55 år efter er det temmelig svært at se hvorfor det skulle være den kulørte læder og sandal-roman der vandt og ikke en mere rentonet og fint skrevet børnebog som "Når hanen galer" er.

Kort fortalt: Lars Erik og hans storebror Henrik opdager et byggetomt ved siden af en tømmerhandel. Tomten er vilter og fyldt med meterlangt græs, ukrudt, slagger, udsmidt byggemateriale. Alt i alt en ubeboet ø midt i byen og en oase for eventyrlystne drenge. Og hvem vil ikke gerne være det?

De eneste reelle farer på tomten er den halvdøve opsynsmand - og så et hønsehus, der styres benhårdt af en ondsindet og sindssyg hane med et uhyggeligt skrig og en herostratisk aggressivitet.

Så selvfølgelig beslutter de to brødre sig for at lave en tophemmelig hule med en tilhørende loge med indvielsesritualer. Der er farer med andre drenge, der er venskaber med en nørd, der er sammenhold, herbarier, drama på hverdagsniveau og en konstant kamp for ikke at blive opdaget.

Det er fint. Moderat underholdende. Og i modsætning til andre af de tidligere vindere - Ditlevsen undtaget - tager bøgerne udgangspunkt i et samtidigt børneliv uden alt for meget indblanding fra en træls voksenverden. Og hey, det skal der kippes for.

1961-67 udkom der fem bøger i serien om Lars-Erik.


Og så af sted til 1967
Hos Birkeland og især i Lars Erik-bøgerne  er tonen hyggelig, hverdagsrealistisk og det var en tiltrængt fornyelse for den hverdagsrealistisk seriebog. Der bliver blødt lidt op for generations- og kønsdiskussionerne. Ligesom også sproget er bedre end datidens ganske stive Jan- og Puk-stil.


Der er ganske få voksne med i bogen. Og Henrik og Lars Erik har en udpræget frihedstrang og lyst til uprøvet land og finde deres egne Robinson Crusoe-øer. 

Bogens frihedstrang er dog ikke på samme måde voksenskeptisk og anarkistisk som den man finder hos de fem store fra 1967 – men mere med et strejf af spejdernes grundtanke med frihed i naturen og et selvstændigt liv.

Jeg kan sagtens forstå hvorfor Birkeland blev voldlæst – der vil altid være brug for hverdagsrealistiske bøger med et strejf af humor hvor børnene kan spejle sig i problemer og lære hvordan man bliver et ordentligt menneske – også uden en ondsindet hane.


mandag den 19. juni 2017

Hyggelig fnisen med fin streg

Det blev kun for anden gang en billedbog der fik Kulturministeriets børnebogspris. Og endda en fin og skæg en af slagsen.

Arne Ungermann: (1902-81) var forfatter men først og fremmest illustrator og plakatkunstner. Og han står for mig som en af de ypperste illustratorer i Danmarks historie.

Han tegnede og skrev med en satirisk splint i øjet – bl.a. tegneserien om Hanne Hansen men også i Blæksprutten og i Svikmøllen. Og jeg ser hans små fine og hyggelige vignetter hver uge når jeg sammen med den ældste ser Matador igen igen igen.

På børnebogsscenen huskes han især for illustrationerne til Palle alene i verden og hans illustrationer og samling af den klassiske Okker gokker gummiklokker og Abel Spendabel.

I 1960 kom så Da solen blev forkølet

Kort fortalt: Kongen har fødselsdag – desværre er Solen blevet forkølet og må holde sengen. Tre små uprøvede sole overtager jobbet. 

Det går ikke så godt, for alle farver bliver blandet. Træet er blåt, vandet grønt og kaffe gul. Og det medfører en kaotisk dag i den lille by. Trafikuheld, skolelærere der må revidere deres undervisning og en trist konge. 

Heldigvis kommer Månen og gør det hele godt igen og dagen efter er Solen rask og livet normalt.

Det er skæg, ballade og en forestilling hvor man tager de vante rammer og ændrer dem til noget helt skørt. Det er lige målgruppen.
Den er fortalt med prosa men hvert opslag slutter af med et lille skægt og formfuldendt rim.


Er det min pæne vagtparade?
Det ligner jo en farvelade…
Som Kongen siger.



Illustrationerne er tynde og fine og skægge. De tre små sole ser herligt frække ud. 

Og der er vitser til både børn og voksne.
Jeg synes fx det er enormt sjovt at Solen har feber på flere millioner grader. Ligesom Gustav Wied-referencen med at måner har den farve som måner skal have fik mig til at fnise.

fredag den 16. juni 2017

For raske drenge i gamle dage

Kulturministeriets Børnebogspris 1961 blev endnu en deler. Men denne gang mellem to mænd – og en roman og billedbog. Billedbogen var skabt af en af dansk børnelitteraturs og illustrator-koryfæer. Romanen af en forfatter, der endnu engang var røget under min radar.

Poul E. Knudsen (1923-92). Det er svært at finde rigtig meget om Poul Erik Knudsen. Han var kontorchef i skatteforvaltningen, var fra Svendbog og vandt to romankonkurrencer hos Gyldendal. I 1953 med debuten ”Oprøret i Capua” og i 1960 med ”Væddemålet”. Det er sidstnævnte, der løb med prisen i 1961.

Knudsen udgave flere bøger og de fleste foregik i og omkring det gamle Rom. Således også vinderbogen


Væddemålet:
Væddemålet foregår under kejser Augustus dvs.et par årtier f.Kr.

Kimbreren Odbjørn er ilter, stærk og har en fintfølende for heste – især sin egen Gråblæst. Odbjørns far dør og han bliver i starten af bogen ladt alene med sin trælkvinde og en længsel efter herremanden Hugwas dejlige datter Groa. Thorkim vil dog også gerne gafle Groa og så bliver der pudset machovilje  præ vikingestyle. For den af de to kumpaner, der ved næste vårblot kommer tilbage med den støre hær af våbenføre mænd – ja, han vil blive gift med Groa.




Odbjørn følges med romeren Serbulus, der er kommet til Jylland. Men Serbulus forråder Odbjørn, der bliver taget til fange og solgt som slave. Han ender som staldslave ved Cirkus Maximus, hvor hans evner til at betvinge en hest og vogn som en anden Ben Hur gør ham til en kortvarig stjerne i Rom. Og under den store finale stikker Odbjørn af sammen med nogle andre slaver. Spørgsmålet er: når han tilbage til vårbloten og tilbage til Groa?


Sandalheltene lige før Tipslørdag
Væddemålet er i og for sig en tidsløs klassiske historie for raske drenge, og dem der har nydt lørdagsfilmene lige før de i Tipslørdag skulle falde i søvn til Stoke mod Luton. Til dem der er på fornavn med Ivanhoe, Long John Silver, D’Artagnan og som mere end en gang har forestillet sig selv i læder og sandaler.

Og selvom jeg var stærkt tvivlende i begyndelsen – morede jeg mig over actionscenerne og at blive kastet tilbage til de Walter Scott-lignende fortællinger, som jeg selv slugte på det sydsjællandske drengeværelse – jeps, jeg har også været en rask dreng med grønt på knæene og fægtekampe med bilantenner på hølofter.

Lidt vel krydret sprog
For mig var det kulørt og underholdende. Og så er en gennemført sprogligt – og det er måske meget fedt, men også temmelig irriterende og maneret. Og nok årsagen til at jeg kun vil anbefale Væddemålet til særligt indviede. Tag nu bare første afsnit:

Fra bakkerne norden for åløbet høres pludselig lyden af hovslag. Hule dunk som fra en underjordisk smedje. Som sad der svartalf og vætte dybt inde i bakkerne og slag sværd af glødejern, så funkerne sprøjtede mellem muld og rodtrævler. Med ét er det, som om bakken brænder, en sky af støv driver frem over lyngtæppet.


Hold da op. Det sprog er krydret. Men for mange i nutidens målgruppe kunne det lige så godt stå med runer. Helt ærligt: svartalf, vætte, funkerne? Og hvad med åløbet og rodtrævler og norden for. Og det er nok det at Væddemålet på trods af sin underholdende historie stadig er glemt og gemt rav i arkivet. Men man kunne da godt savne en god nutidig drenget historie med sandaler, kampe og skønjomfruer.

mandag den 12. juni 2017

En skolebog - helt uden forklædning

Karen Herold Olsen – Afrika

Da kulturministeriet i 1960 skulle uddele årets børnebogspris, havde man åbenbart besluttet, at der skulle ske noget nyt: Prisen skulle deles med en skønlitterær bog (”Sanne”) og en skole-/fagbog (”Afrika”). Det er jeg umiddelbart ikke sikker på er en vanvittig god ide, og så vidt jeg kan skimme listen, var det også eneste tilfælde hvor det er sket.


Det er bestemt ikke for at forklejne Herold Olsens bog. Det er bare lidt noget rod at sammenligne ikke skøn- med faglitteratur – men at sammenligne bøger som børnene selv kan vælge – og så bøger som deres formidlere vælger for dem. Derudover sætter det også sådan en listenørd som mig i problemer. Den udgave jeg har læst af bogen om landet som alle børn kender, er den femte og fra 1974 – og som altså er lige så gammel som mig.

Det betyder også at den bog jeg har læst er markant anderledes end den bog, der vandt prisen i 1960. Om der overhovedet er overlap kan man tvivle på. Fx det første kapitel om Algeriet. Algeriet var i slut-1950’erne stadig ikke selvstændigt og var i krig med Frankrig (indtil 1962). Men med de forbehold, har jeg stadig som en stor og artig dreng læst Karen Herold Olsens bog.

Karen Herold Olsen: (1920-2014) Heller ikke Karen Herold Olsen havde jeg hørt om. Og det er jeg ked af, for efter en kort research fandt jeg ud af hun var for vild. Hun var fra Orø – som jeg har haft min gang på i flere år. Men hun havde et udsyn, der rakte længere end Vestsjælland. Hun tog til Afrika efter Anden verdenskrigen og skrev artikler og bøger om kontinentet. Hun rejste også gennem Nord- og Sydamerika og skrev bøger om Japan og Australien.


Afrika: 

Selvom det ikke er den prisvindende udgave jeg har læst; går jeg stærkt ud fra at stilen er den samme. Observerende, personlig eller med et fiktionaliseret blik gennem en anden person. 



De historiske, geografiske og kulturelle facts er alle pakket ind i en fortælling. 



I Algeriet-kapitlet er det om manden Ahmed Khedda, der rejser tilbage fra Frankrig og via Alger (nu Algier) til sin landsby. Her ser han landskaber, industri, landbrug, mennesker og alting bliver forklaret.

På sin køretur gennem byen passerer Ahmed Khedda store og små åbne pladser. Smukke moskeer og livlige forretningsgader med stormagasiner, små butikker, barer og restaurationer. Overalt er det let at se, at landet stadig er præget af , at landet var under fransk styre i over 130 år.

Altså, det havde jeg jo kampbrokket mig over, hvis det havde været fiktion. Nu synes jeg forsøget er forståeligt – men også forceret og lidt uelegant.


Det er til gengæld vildt sjovt og interessant at læse en historisk/antropologisk/kultursociologisk lærebog fra 1974 – og det havde nok været mere markant i 1960. Og jeg kunne ikke lade være med at læse den ovenpå en underlægningsmusik fra de diskussioner, der er i dag med privilegieblindhed, strukturel racisme og så videre, som i grunden bare er træls og uforsonlig og usympatisk.

Men man kan ikke lade være med at tænke på om ikke der er ord, vendinger, syn som vi i dag ikke betragter som krænkende som man i 2060 vil ryste på hovedet over og hviske – sagde de virkelig det dengang?

Karen Herold Olsen bruger i hvert fald ordet negere i flæng – og også på sådan en mildt patroniserende overherredømme måde. Tuaregstammen har i hvert fald sudanesiske negerslaver – og det kan negerslaverne sådan se godt lide. Det der med frihed –det er jo ikke lige så godt som tryghed og mad – i hvert fald ikke for de sudanesiske negerslaver.
Er bogen racistisk? Nej. På ingen måde. Og i hvert fald ikke-nikke-nej bevidst. 


Små hyggelige pygmæer
Men der er nogle ståsteder, der er temmelig tydeligt gammeldags her små fem årtier efter.
Helt skægt bliver det i afsnittet om pygmæer. De bliver beskrevet som glade naturfolk (det er lige før at der bliver skrevet, at de har god rytme i kroppen), nøgne, ublufærdige, dog pyntesyge.

Og der er især en type tillægsord, der går igen:
Jeg kan blive helt bedrøvet ved tanken om de hyggelige små folk en skønne dag vil være helt forsvundet

Hvert lille pygmæsamfund består af en eller flere familier

Hver familie bor i deres egen hytte, og lige så lykkelige og tilfredse de lever til daglig, lige så fortvivlede kan disse små folk blive, når de ister en af deres kære.

Nå, små puds. 

Tina synes ikke det er noget problem, men de diminutive tillægsord gennemsyrer bare hele kapitlet.

Alt i alt: Det er suverænt den bog jeg har læst fra denne liste, hvor tiden havde været mest ond. Den er sympatisk men gammeldags. Det er ikke Herold Olsens skyld – for hun var for vild.

torsdag den 8. juni 2017

Anarki, fantasi og voksenfri

Fjerde bog af de fem store 1967-monumenter er Ole Lund Kirkegårds debut ”Lille Virgil”.

Ole Lund Kirkegård var og er sammen med Halfdan Rasmussen (og H.C. Andersen) den største danske børnebogsforfatter. Bombastisk udsagn. Javist, men jeg tror faktisk godt mine holdning kan klare en tryktest.






 Ole Lund Kirkegård: (1940-79) var lærer, kunstner og forfatter. Inden sin alt for tidlige og tragisk ubærlige død nåede han at udgive otte romaner til børn. Og de otte bøger er alle klassikere der læses med glæde i dag.
fsthumt er der udkommet et par små historier og For et par år siden udkom en gemt og glemt billedbog - "Frække Friderik"

Kirkegård debuterede i 1966 i en novellekonkurrence i Poltiken med ’Dragen’ der indgår i ”Lille Virgil”.

Hovedpersonerne hos Kirkegård er som regel hvad man betegner som uden for normen. Skæve eksistenser. Men mange af hovedpersonerne opfatter sig ikke selv som outsidere. De er mildt overbærende over for det gængse samfund og er  fyldt af gå-på-mod, kreativitet og fantasi.

De voksne i bøgerne er i bedste fald statister (og det var nyt dengang i slut-60’erne). Nogle er bare observerende og flinke. Andre er småborgerlige, rasende, hysteriske og råbende. Men det er ikke de voksne, der sætter rammen for børnene. Børnene lever i et parallelsamfund hvor man ikke behøver at tænke på nattøj, ørevask, sengetider og gode nærende måltider.

Når børnene finder alliancer hos de voksne er det som regel også skæve eksistenser – gamle, døve, hjemløse – og voksne, der kan huske hvordan det var at være barn. Skurkene er som regel småborgerlige der bare gerne vil have pænhed for enhver pris.

Til gengæld er det meget signifikant at lærere ofte er flinke og ikke en stiv autoritær figur. Det synes jeg er kampfedt.

Det er meget svært ikke at hylde Ole Lund Kirkegård. Og det er meget nemt at se hans aftryk hos især Kim Fupz. Ole Lund Kirkegård holder også i dag og bliver læst og filmatiseret flittigt.
Læs i øvrigt Jens Andersens ganske fremragende biografi om ham.

Lille Virgil
Det er svært at sige noget nyt og spændende om Ole Lund Kirkegård og Lille Virgil.

Lille Virgil er nok den af Kirkegårds klassikere jeg kendere mindst til. Det var flere år siden jeg havde læst den; og jeg huskede den som om det tydeligt var en debut og hvor Kirkegårds stil endnu ikke var helt færdigbagt. 

Jeg tog fejl.

Lille Virgil er nemlig temmelig færdig. Hovedpersonen har ingen forældre – og det tematiseres og problematiseres på ingen måde. 


Han bor i et forladt hønsehus, drikker sodavand til morgenmad og kan i grunden bare godt lide at chille rundt spise rugbrød, gå i skole, lede efter skatte, se på de åndssvage voksne i byen og leve sammen med vennerne Oskar og Carl Emil. Alt i alt drømmen om et fordringsløst og frit barneliv.

Det er ikke en fortløbende historie. Det er faktisk ikke engang en roman. Kirkegård selv betragtede den som en samling af noveller. Og det giver en skønt flydende og opbrudt feeling.
At se Lille Virgil som i familie med Pippi – uden superkræfter og penge og en længsel efter sine forældre er nærliggende. Ligesom sin svenske storesøster er Lille Virgil fyldt til randen med frihed og en tro på at alting kan lade sig gøre. Et fantasiens frirum med absurditeter, poesi og humor.

Jeg elsker, at det ikke er noget problem, at han er alene uden voksne autoriteter. Jeg elsker hans møde med omverdenens konservative og absurde regler bare bliver observeret -- men hverken forklaret eller moraliseret over. Og jeg knuselsker Kirkegårds egne skæve, grimme tegninger.


Lille Virgil er en klassiker. Den vil stadig blive læst – og den peger fremad mod vidunderligheder som Gummi-Tarzan og Otto er et næsehorn.

Måske skule man afslutte med min top otte over Kirkegårds klassikere:

  1. Gummi-Tarzan
  2. Otto er et næsehorn
  3. Albert
  4. Hodja fra Pjort
  5. Lille Virgil
  6. Orla Frøsnapper
  7. Frode og alle de andre rødder
  8. En flodhest i huset



onsdag den 7. juni 2017

Mellem himmel og jord - i Grønland

Da Kulturministeriets Børnebogpris gik ind i 1960’erne blev det for anden gang en delt pris. Begge gik til kvindelige forfattere – og begge gik med til bøger med et internationalt udsyn. Den første var Karen Plovgaards ”Sanne”, der foregår i Grønland.

Karen Plovgaard (1887-1966)

Jeg havde aldrig hørt om Karen Plovgaard. Og en research på nettet gjorde mig ikke voldsomt klogere.

Siden 1925 har hun skrevet tekster og bøger til både voksne og børn. Og fra 1950’erne (og måske før) centreredes hendes bøger om livet på Grønland.

Sanne er den første bog af tre om pigen. I 1961 kom "Sanne og hendes ven" og året efter kom "Sanne bliver voksen", der så vidt jeg kan læse mig til blev Plovagaards sidste bog.

Da jeg fandt ud af at Sanne handlede om Nordgrønland fik jeg straks en skolebog i forklædning-feeling. Lidt ligesom de børneudsendelser i 1980’erne, der hed ’Mellem himmel og jord’ som gerne viste små film om Juan i Peru, Samreen i Bangladesh eller Sedinam i Ghana og hvordan deres helt almindelig dagligdags liv var.

Jeg kan huske at når jeg tog min modne-kasket på, syntes jeg det var enormt vigtigt og spændende og lærerigt – men i grunden kunne jeg bedst lide den lille fjollede tegnefilm, der indledte programmet. Sådan har jeg det stadig. Jeg synes at mellemfolkelig forståelse er en god ting. Jeg kan godt lide at lære – men jeg har en fintfølende radar når vitaminer bliver forceret ind i underholdning.

 

Sanne
Derfor var det med lidt bange anelser jeg læste bogen. Og de bange anelser blev egentlig gjort til skamme. For Sanne er en fin fin bog – selvom den didaktiske position er tydelig.

Sanne er en pige fra en nordgrønlandsk bygd. Hun bliver født under lidt dramatiske omstændigheder og hendes liv er meget sammen med livsstykket af hendes ahnak – hendes bedstemor.

Bedstemoderen lærer Sanne om hvordan man renser sælskind med en ulu, hun lærer hende at tygge sener om til tråd. Hun lærer hende om hvordan man gør kamikker klar, hvordan man syr en anorak og så videre. Samtidig får man et indblik i hvordan det er at leve i et fangersamfund hvor den voldsomme og brutale natur er betydende for alt.

Fortællerposition er med enkelte undtagelser temmelig loyal med Sanne og set gennem hendes øjne. Der er næsten ansatser til en grønlandsk udgave af Laura Ingalls Wilders mesterværk om livet på prærien.

Desværre er Plovgaards bog ikke helt lige så vidunderligt skrevet – og også en del for kort. På de små 100 sider følger man Sannes liv indtil hun bliver en stor pige, overvejer at tage til Danmark og måske også får øjnene op for det der med drenge. Og det er altså for kort til at man går helt i zen og bare får lyst til at flytte til Grønland og lave sine egne tråde, købe legetøj en gang om året og smæske sig i spæk.

Om det er glemt og gemt guld (eller kryolit i dette tilfælde) er jeg usikker på. Jeg drømmer bare om at Sanne var fire gange så lang, så også jeg kunne lære teknikken med at rense et sælsind med en ulu – i hvert fald i fantasien.

tirsdag den 6. juni 2017

Pigeliv

Tove Ditlevsen: Annelise - tretten år


Det er nærliggende og fristende og uretfærdigt at se vinderne af Kulturministeiets børnebogspris som en bevægelse, hvor man kan se udviklingen i dansk børnelitteratur.

Sådan er det naturligvis ikke – men måske kan man se antydningen af pejlemærker for hvad man fra officielt hold har lagt vægt på.
Den grønne flaske og Henrik var indignerede realisme med børn, der i en ikke så fjern historisk fortid tumlede rundt blandt problemer og strukturer – alkoholisme og urbanisme. Og med Chico fik vi udsynet og den fattige dreng, der skulle lære børnene om livet blandt andre folkeslag.
Og så kommer 1950'ernes hverdag i København med Tove Ditlevsens Annelise.


Tove Ditlevsen: (1917-76). Tove Ditlevsen bliver i disse år mere og mere kanoniseret. Helt konkret fik hun sparket Martin A. Hansen ud af kanon, der er lavet fremragende teaterkoncerter med hende, teaterstykker om hende og min hustru synes at hendes "Gift" er noget af det vildeste hun nogensinde har læst.Ifølge Leksikon for børnelitteratur var hun i 1997 den tredjemest brugte forfatter i folkeskolens antologier - kun overgået af Benny Andersen og St. St. Blicher.

Ditlevsen skrev digte og romaner om barndom og pigeliv især centreret om Vesterbro. Og både Barndommens gade og Pigesind kan vel stadig læses i dag af unge. Måske skulle jeg (gen)læse dem snart. 

Men reelle børnebøger udgav hun kun to: Annelise - tretten år (1958) og Hvad nu Annelise (1960)



Annelise - tretten år
Annelise er surprise 13 år. Hun bor sammen med sin lillebror og mor i Sydhavnskvarteret i København. Men moderen er syg af gulsot og må på Kommunehospitalet. Og hvad så med ungerne? De må passes hos Annelises afdøde fars søster, der bor på Saxogade på Vesterbro og som Jens og Annelise ikke har mødt før. 

Fasteren hedder Yvonne; hun er temmelig sær og lever i et stormombrust forhold med den stærkt alkoholiserede Carl. Noget som Yvonne tror er en hemmelighed, men som alle på hele Vesterbro kender alt til.
Annelise forsøger at navigere rundt blandt den sære Yvonne, den uberegnelige Carl; hun skal prøve at passe på moderens penge, forsøge at få lidt dagligdagsliv med madpakker og skoletider for sig selv, sin lillebror og se om hun ikke kan hjælpe Yvonne og måske også Carl.
Samtidig er der også den charmerende Jan fra gården, som hun ret godt kan lide og der er en pyroman der hærger gaden.

Historien flyder fint af sted. Pyromanen drive historien frem uden det bliver virkelig farligt eller gjort specielt meget ud af det. Og i modsætning til de tidligere vindere foregår bogen her og nu (altså der i slut-1950’erne). Der er mode, filipenser, præ-teenageproblemer på det helt nære plan og så er der søreme også kærlighed.


Ironi og loyalitet
Ditvlevsen er klart en større forfatter end de tidligere vindere. Og hendes fortællerstemme er både mere loyal over for sin hovedperson samtidig med at den også har et klart ironisk glimt i øjet. Der er indskudte ironiske bemærkninger a la 'o mirakel'. Og ironien og manererne bliver tydeligt i fx næsten volumniøse beskrivelser hvor man kan læse at Ditlevsen morer sig over at skrive. Om det bliver for meget og for selvsmagende er en smagssag. Jeg er ikke sikker på at jeg synes det er lige lydefrit.



"I løbet af ti minutter var de hjemme hos Anelise, der med en vis beklemthed trådte ind i de kendte og kære stuer, hvor der lugtede hengemt og støvet som på et pulterkammer. Hun slog vinduerne i dagligstuen op og så at fru Olsen havde vandet lanterne så energisk, at deres underskåle var fulde til randen, og der lå små pytter i karmen. Mon hun havde fået barnet? Spørgsmålet blev besvaret i samme øjeblik, for bag en skinnende  blå barnevogn skråede nabokonen over vejen dernede, smal om livet igen og med to større børn i kølvandet".

OK - lige dette afsnit var i grunden meget fedt.





Jeg prøver om jeg kan lokke Alma til at pløje sig igennem den og se om nu hvor det er Ditlevsen der er forfatteren om den er noget for hende.

Jeg tvivler på at den kan læses hvis ikke man har de velvillige historiske briller på. Men har man dem – var det en fornøjelse.