God debat med de forkerte eksempler

I oktober har der været noget så sjældent som en debat om børnelitteratur i landets aviser. Wow. Og det bredte sig endda til EkstraBladet, hvor man så kunne se Nationen udbrede deres vid ud fra et interview med lederen af Center for Børnelitteratur, Nina Christensen. Det var hmm bizart.

Debatten har foregået i Kristeligt Dagblad, der er en de fineste aviser, når det gælder om at tage børnelitteraturen alvorligt og blev skudt i gang ved det nævnte interview, hvor Nina Christensen tog et opgør med, hvad hun kaldte ’den sorgløse børnebog’. Og det faktum at forældre og andre formidlere vælger de bøger, som de selv fik læst højt som børn. Og det er netop ofte historier, hvor børn lever i en tidløs verden, der er fyldt med harmoni og ikke afspejler ’en virkelighed hvor børn er meget mere på egen hånd end tidligere’.

Så langt er jeg helt enig med lederen af Center for Børnelitteratur. Jeg synes det er drønærgerligt at man skal i specialboghandlere for at støde på anden børnelitteratur end Reuter, Kirkegård, Flunkerne og Lindgren (og jeg maler med de brede pensler her).

Men Pippi er jo god, ikke?

Jeg synes bare, det er vildt træls at hendes pointer bliver spidsvinklet med eksemplerne Ole Lund Kirkegaard, Astrid Lindgren og H.C. Andersen. Jeg kunne godt have drømt om at interviewet havde nævnt meget læste bøger fra omkring 1980, hvis kvalitet og virkelighedsnærhed nærmere sig sidste salgsdato.

For jeg kan sagtens se hvad Christensen mener - og jeg er enig i at universerne hos Pippi og Topper er i en tidløs verden, som moderne børn kan have problemer med at spejle sig i, med mindre de har superkræfter, røven (eller i hvert en kuffert) fuld af guld og en magisk blyant eller tæppe.  

Problemet er med at nævne de tre forfattere er jo bare at man hurtigt kommer til at tale kvalitet og at tidløse harmoniske historier udelukker nutidige historier, der afspejler børnenes virkelighed. 

Pippi er jo ikke en lyserød prinsesse. Hendes liv er i den grad ikke harmonisk og børnene hos Kirkegaard i høj grad er på egen hånd forbi de voksne som regel er koleriske idioter. Og så er de tre nævnte forfattere det tætteste på tre uangribelige genier, man kan komme i en børnelitterær kontekst.  

Netop den pointe fik tidligere anmelder Jon Helt Harder ugen efter understreget så fint. Men han kom dog i sit forsvar for Lindgren og Kirkegård netop ind i en kvalitetsdiskussion og spurgte om vi skal tilbage til træsnits-70’erne med bøger som ’Sådan var det, da Petras forældre blev skilt’ og ’Lottes mor er kranfører’.

Svaret på Jon Helt Harders implicitte spørgsmål er ret entydigt nej.

Hvorfor fravælges den moderne børnebog?

Ugen efter Jon Helt Harders indlæg fik han støtte af en anden anmelder – Anna Poulsen – der også ærgrede sig over den falske litterære modsætning, der var i Nina Christensens interview.

Anna Poulsen mener at problemet i den moderne børnebog er at barnet ganske vist er alene om at klare problemerne , men også er alene om ’at klare følelserne. () Barnet er således alene i både handling og holdning. Og det er det, fordi barnet i en moderne pædagogisk og psykologisk optik anses for mere kompetent end tidligere, hvilket legaliserer de voksnes fravær. Børn og voksne kan derfor ikke altid dele historien med hinanden i en følelsesmæssig henseende.’ Og det er altså derfor at de voksne formidlere fravælger de nyere børnebøger – simpelthen fordi de ikke har nogen at identificere sig med, og der derfor kommer et mismatch mellem den hyggelige oplæsningssituation og de fraværende voksne i de moderne børnebøger.

Jeg er, hvis jeg forstår Anna Poulsen korrekt – temmelig uenig. Både i diagnosticeringen af årsagen til at formidlere fravælger den moderne børnebog og at hendes karakteristik skulle være et problem. For efterlader den manglende voksne netop ikke plads til oplæseren i samtalen med barnet om en ikke-harmoniske virkelighed der findes i bogen? Og i tilgift får børnene også et litterært bud på deres egen nutidige virkelighed (og igen: Hodja udelukker jo ikke Vitello - Pippi ikke Papirdrengen).

Jeg tror desværre problemet findes implicit i Harders og Poulsens indlæg: nemlig i det totale fravær af konkrete titler inden for nyere dansk børnelitteratur.

For som den tidligere leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur Torben Weinreich påpeger, er der sket et markant kvalitets-løft inden for dansk børnelitteratur inden for de seneste 10-15 år. Men hverken Helt Harder eller Poulsen nævner en eneste titel, og så er det søreme svært at diskutere og finde ud af om man er enig. 

Og debatten gør det i hvert fald ikke nemmere for forældrene at fra- eller tilvælge den moderne børnebog ud fra et veloplyst grundlag.

Den hippiede afslutning

Jeg synes det er vildt fedt med en debat om børnelitteratur. Om hvad litteraturen har at tilbyde børn og forældre i 2012 fyldt med 24-timers højenergisk Cartoon Network og når selv de mest kulturradikale forældre med god samvittighed har Ramasjang, iPad, Facebook og Cowey. 

Men jeg kan ikke se at der er nogen som helst modsætning med at foiegras-fodre sine poder med Astrid Lindgren og læse nyere danske børnebøger. De er faktisk som regel ret gode. Ja, de er.