Racist pr efterkrav

I Mustafas kiosk

kan man købe næsten alt

Bananer og dynamolygter
Sodavand og salt

Mustafa har turban på
og ørering og guldtand
I det fjerne land han kommer fra
var han en mægtig sultan

Mustafa har engang

hugget hovedet af en mand
så det faldt rigtig af og blødte
Historien er skam sand

Og hvis vi spørger ham pænt

må vi sikkert se hans sabel
Mustafas kiosk
er bare formidabel

Dette digt, der er titelrimet på Jakob Martin Strids gennembruds-rimsamling ’Mustafas kiosk’ fra 1998 blev i den forgangne uge udsat for voldsom debat hinsidan. Og debat om børnelitteratur er altid godt. Især hvis den er spændende og ikke afgrundssynkende åndssvag. Og åndsbollet var lige nøjagtig, hvad debatten i Sverige var.

For debatten drejede sig ikke om det originale men desværre ikke helt perfekte næsten-rim guldtand/sultan, der altid har irriteret mig ved rimet, men desværre at en større samling svenskere har anklaget rimet og bogen for den pureste racisme og islamofobi. Det er pænt dumt. Men hvad værre var; det svenske forlag Kabusa har undskyldt digtet og samlingen og vil ikke genoptrykke det. Det er jo næsten utilgiveligt. 

Jamen, kan de da ikke læse?
Udover at det er ironisk at Strid der både er kongeligt kanoniseret og i hvert fald tidligere solidt plantet på den yderste venstrefløj og en næsten militant hippiet mangfoldighedsforkæmper – at det er ham der skal anklages for racisme. Det ville være ironisk, hvis ikke det var så åndssvagt og sørgeligt og virkelig dårligt læst.

Strid nævner selv at rimet er et svar til ’Nede i fru Hansens kælder’, hvor man bare må en masse fede ting. Og her møder de to drenge Mustafa, der fortæller dem de mest farverige og blodige løgnehistorier. Hvilket jo i den grad understreges af linjen ’Historien er skam sand’. Og drengene der jo på billedet i den grad hylder det multikulturelle synes jo at Mustafas kiosk er et dejligt og skægt sted at være.

Og hvordan nogen kan beskylde den for islamofobi er jo helt pip. Mustafa har turban på og må derfor være sikh; men sikhofobi er åbenbart ikke det nye endnu

Hvis man endelig skal anklage Strid for noget andre af rimene i ’Mustafas kiosk’ er det at indholdsmæssigt kan blive for pænt og renskuret multikulturelt – men han hiver det hele hjem på charme, originale og smældende rim og versefødder, fantastiske illustrationer og oceaner af snot.

Øv, hvor er det bare kedeligt at Kabusa vælger at undskylde og tilbagetrække en dejlig bog, fordi nogle svenskere ikke er i stand til at læse, hvad der står, men kun peger på en stereotypi, der ikke findes før netop de peger på den. Det ville være skægt, hvis ikke det var umådelig trist. 

Lille Sorte Sambo og alle de andre
Hele denne Strid-affære, der jo er entydigt nem at forholde sig til, fik mig til at tænke på andre børnebøger, der er blevet anklaget for racisme pr efterkrav. Og jeg ville så gerne være hardliner og opstille uigennemskydelige regler op a la: enhver tekst skal læses ud fra den kontekst og mulige hensigt, den er skrevet i, og derfor skal der ikke rettes så meget som et komma. Punktum.

Men problemet er at det synes jeg ikke. Altså ikke med mindre, der kommer en afsluttende parentes - hvis teksten altså er god. Parentes slut.

Jeg har intet imod Lille Sorte Sambo. Og jeg kan på ingen måde se, at det værk er racistisk. Det handler om en lille snarrådig dreng, der bliver angrebet af nogle forfængelige tigre og det hele ender med kys og kram og en masse pandekager. Thomas Winding skriver at utallige undersøgelser viser at alle børn – uanset hudfarve – betragter Sambo som deres alterego, hvilket Winding synes er dumt, for han ved jo at bogen handler om ham.

Og jeg synes, det er så fint, at Pippis levemand af en far er negerhøvding på Kurre-Kurre-dut-øerne. 

Og jeg har endda ikke det store problem med superskurken Omar i ’Min morfar er sørøver’. Det mærkelige er, at jeg kunne mærke, at jeg blev semi-stødt på andres vegne, da jeg læste den for et par måneder siden for min dreng. Pelle, han var ligeglad og jeg rystede også min egen irriterende håndskyhed af mig.

Men jeg må blankt indrømme, at jeg synes Tintin i Congo er en umanerlig irriterende tegneserie. Og beskrivelsen af de sorte er dum og bøvet og racistisk. Vil jeg have den forbudt eller fjernet. Hell, no! Men jeg synes de ikke bevidst racistiske elementer så langt overstråler værkets andre kvaliteter. Men der skal altså heller ikke meget til.

Ligeså sprang jeg gerne ’I morgen får du en niggerdreng’-verset over i ’Elefantens vuggevise’, når der skulle synges godnatsange for mine børn. Det overskrider simpelthen mine grænser – og det samme gjorde kokosnød-erstatningsverset, bare i den anden grøft. Men selve sangen er altså også noget klæg tuttenuttet og romantisk.

Den største sten i min sko er Jørgen Clevins ’Rasmus’. For nuijj, hvor jeg elskede den, da jeg var barn. Og mine børn – især Pelle, har også holdt mægtig meget af den, men jeg kan ikke holde ud at Rasmus tænker på de små negerbørn i det store varme land (?!) Afrika og tænker om den ene dreng måske er blevet overneger (sic). (Jeg prøver at bilde mig selv ind at det jo er en struds, som er det dyr på landjorden med den mindste hjerne i forhold til sin krop, der tænker det. Men det trøster mig ligesom ikke). 

Men hey, Rasmus-bøgerne passer også fint på min fluffy dogmatiske regel – for ’Rasmus’ er bare ikke en særlig god bog i dag. 
Den er sympatisk og jeg elsker flapperne og historien om Rasmus der bliver væk fra sin mor er nem at identificere sig med; men den er også slapt skrevet og med et alt for klart didaktisk sigte, der stritter i al for mange retninger. 
Man skal altså både lære at være god ved dyr, hvad klokken er, at Afrika er et land og at det højeste ønske for en dreng i Kenya er at blive overneger. Og det er faktisk alle punkter jeg med glæde ville fjerne i en ny udgave af ’Rasmus’ - (ok, det der med at være sød mod dyr kan godt snige sig med i en ny udgave).

Men derudover lever jeg fint med tidlige tiders stereotyper i gode bøger. Og jeg glæder mig til når vi når til det allerstyggeste indianerhad og brutale kolonialisme i Laura-bøgerne at sige til Alma, at sådan var der nogen der havde det dengang. Sådan har vi det ikke mere. Men det er stadig en fremragende bog. Også derfor.

Naturen kan godt være grum – især med store øjne

Nej, hvor er det i grunden skønt ikke at være aftenarbejdsramt mere. Hvilket betyder at jeg kan lægge et mini-compeed på den betændte og latente dårlige samvittighed, sådan noget hjerteblod også giver. Men der skal ikke lyde skyggen af en undskyldning herfra. Det er irriterende, man kan ikke bruge det til en disse; og hey, ungerne skal jo også have rent tøj på kroppen – bare en gang imellem.

Og hvad er der så sket, mens jeg har aftenkonsulented den. En hel afsindig dejlig masse. Faktisk. Der er kommet en ny Stian Hole-bog. Og den er lige så vidunderlig, som man kan regne med. Jeg har fået lokket min syvårige til at være med til at læse ’Det lille hus i den store skov’. Og det betyder som bekendt måneders uendelig begejstring over beskrivelser af hvordan man kærnede smør, legede med en majskolbe og lavede en lås uden søm i 1870’ernes Midtvesten. Jeg elsker det uforbeholdent.

Og så blev Kulturministeriets store børnebogspris givet til Ronnie Andersen for hans ’Koma-Tøs’. Jeg læste den med begejstring i sommers, og vender tilbage til den og ham når jeg har læst dem igen – måske som et forfatterportræt. Ronnie Andersen er den anden Forfatterskoleelev, der modtager den store pris. Hurra for skolen og for ham.

Otto Dickmeiss

Illustratorprisen gik til en af de mest markante illustratorer i Danmark, nemlig Otto Dickmeiss. Han debuterede i 1999 og har siden illustreret på den gode side af 20 billedbøger og endnu flere letlæsningsbøger. Forfatterne har som regel været HC Andersen, Louis Jensen og Lilja Scherfig.

Og Dickmeiss’ er ualmindeligt dygtig til at indfange de store eventyrlige og magiske skæbnefortællinger hos HC Andersen og Louis Jensen.  Man kan genkende Dickmeiss’ streg gennem en hel bogreol. Store hoveder, store alvorlige og afgrundsdybe øjne, små kroppe og fint afstemte og fortællende og foruroligende detaljer. Det passer perfekt til de to store fortællere. 

Og det passer også fantastisk til den skæbnetunge bog han fik Den store pris for; ’Rævefælden’ af Lilja Scherfig.

 

Blodrus

Gustav er glad for sin kanin, Ninus. Men da naturen og ræven beviser, at livet altså er noget brutalt skidt, og ræven splitter Ninus ad i småbitte ikke-samlbare blodige stykker, næres Gustav af en uudtømmelig hævntørst. 

Og hævn kan altså ikke slukkes af den ikke specielt nærværende fars forsikring om, at de opsatte rævesakse nok skal fange kanin-morderen. 

Gustav er en geschæftig ung mand og han ved hvor faderens jagtgevær er. Og plaf. Ræven er død. 

Men kan Gustav vide sig sikker på, at det nu er den ræv; at det lige netop er den forbandede kanin-morder-ræv han fik ram på? Gu’ kan han da ræv! Men hellere få ram på 100 ræve for meget end en for lidt.

Men i takt med Gustavs bersærkergang, der også går ud over et par gloende geder og en håndfuld høns, bliver han umærkeligt selv forvandlet til det udyr, den ræv, han er på jagt efter. Og først da han efter en tur i en rævesaks og et ophold i et usselt cirkus, møder den jævnaldrende Paw, der ser ham og hans sorg, bliver Gustav til en dreng igen. Og naturen kan vende tilbage til også at vise en lys side.

Det er saftsuseme en fin og knugende historie. Den altfyldende hævn, der gør søde drenge til udyr – og ikke giver den mindste forløsning eller trøst. Bare en smag af blod i munden. 

Dickmeiss indfanger det hele. Grufuldt, poetisk. Og både artificielt og nærværende realistisk. Fx når stakkels Gustav skal forsøge at syg den splittede Ninus sammen med kød, pels og månestykker. Eller når naturen i illustrationernes detaljer viser sig fra den side, der er længst fra Disney og Paradis. 

Der kommer dog en langt lysere naturblik med smilende pindsvin og en stork og en ræv der kærligt kigger på hinanden, da Gustav har fundet ud af at en venskab kan være med til at stoppe en blodrus.

Det er så fint. Og magisk. 

Læs mere om Otto Dickmeiss her.